Historien om et knækket korsbånd
- Og en effektiv genoptræning


Af VSP Mia Søderlund


Balto er en glad labrador på 4 år. Baltos store glæder i livet er mad og at lege – enten med legekammerater, men hvis de ikke er i nærheden, kan en bold også bruges. Balto er så glad for mad, at han desværre har et problem med overvægt. Da han var ½ år gammel, fik han konstateret hofteledsdysplasi i højre hofte. Med overvægten bærer han ekstra kilo på hans hofte, og det har desværre gjort, at han ind imellem halter.


Så end dag skete det uheldige, at bedst som Balto legede med sine venner, landede han forkert og begyndte at halte. Baltos ejere tog ham til dyrlægen. Balto havde revet sit korsbånd i venstre knæ over. Han skulle opereres og have lavet et nyt korsbånd, for at han kunne blive god igen. Vi tænkte alle; Baltos ejere, dyrlægen, veterinærsygeplejersken og fysioterapeuten: Hvordan kommer det her til at gå, når hans højre hofte også er dårlig? Bliver det nu værre, når han skal bære al sin vægt på det højre ben?


Operationen gik fint, dagen efter var Balto meget omtåget efter det store indgreb og den smertestillende medicin, men Balto er en sej hund, så han brugte sit nyopererede ben til at gå på. Ikke noget med at springe rundt på 3 ben, som mange hunde plejer at gøre lige efter en operation. Balto blev ikke bedre som dagene gik, han blev ved med at være meget træt, ugidelig og havde ingen appetit. Så allerede 5 dage efter operationen blev Balto taget af den smertestillende medicin, der påvirkede ham så meget. Igen tænkte vi alle: Hvordan kommer det her til at gå? Hvordan kan han lære at gå ordentligt, hvis han ikke er smertedækket? Balto tog det i stiv pote. Dagen efter medicinen var væk, havde han fået sit gode gamle humør tilbage og allervigtigst for en labrador – sin appetit. Balto begyndte så til intensiv fysioterapi, for at genoptræne sit ben.


Ved fysioterapien får han massage, han får genopbygget sin balance og han bliver styrketrænet i en pool 2 gange om ugen. Træningen i vand er rigtigt godt for Balto, da han er overvægtig, og vandets aflastende effekt er godt for hans led. Stille og roligt som ugerne går, bliver hans halthed mindre og mindre og hans muskelspændinger forsvinder. Han tager på i muskelfylde og taber det overflødige fedt. Balto kan nu være på løbetur med sin mor uden at halte og han er snart nede på sin idealvægt.


Balto kommer aldrig til at lege, som han gjorde før. Det er risikoen for tilbagefald for stor til, men operationen og fysioterapien har givet ham muligheden for et værdigt liv tilbage. Baltos ejere skal resten af hans liv passe på han ikke kommer til at overanstrenge sig og passe på han ikke bliver overvægtigt igen. Men han kan hygge sig med sine venner og tygge i sine bolde hver dag, takket være den rigtige behandling og hans ejeres store engagement og vilje til at lykkes.


Historien om Balto er enestående fordi han mod alle ods, har kommet sig så hurtigt og så godt over nogle store belastende lidelser. Denne historie fortæller om hvordan ordentligt genoptræning kan gøre udfaldet i, om resten at hundens liv skal være plaget af smerter eller ej. Fysioterapi og genoptræning er kun lige begyndt at vinde indpas på dyreklinikkerne i Danmark, men denne historie fortæller om hvor vigtigt det er, at behandlingen ikke stopper efter operationen, men fortsætter til hunden er fuldt genoptrænet, ja faktisk resten af livet.


På Dyreklinikken Holger Danske i Helsingør er en veterinærsygeplejerske i gang med uddannelsen til Certificeret Fysioterapeut til hunde. Uddannelsen foregår i Sverige, hvor de i mange år har givet fysioterapi til dyr, og har derfor en stor erfaring, vi kan lære meget af i Danmark.